Skumslik er det tætteste, slikverdenen kommer på at spise en sky. Det vejer næsten ingenting, giver efter for det mindste tryk og smelter væk på tungen, før du rigtig har fået fat. Fra den gule skumbanan i bland-selv-posen til skumfidusen på snobrødspinden er skum slik for begyndere og nostalgikere på samme tid. Og så er det, teknisk set, det mest luftige produkt i hele slikbutikken. Bogstaveligt talt.
Fra lægeplante til slik
Skumfidusens historie begynder med en plante. Lægestokrose, Althaea officinalis, vokser i sumpede områder og har en rod fyldt med planteslim. Allerede i det gamle Egypten blandede man rodens saft med honning til en sød masse, der var forbeholdt guder og faraoer. På engelsk hedder planten marsh mallow, og dermed er navnet på plads: marshmallowen er opkaldt efter en sumpplante.
Springet til moderne slik skete i Frankrig i 1800-tallet, hvor konditorer piskede rodekstrakten med sukker og æggehvide til pâte de guimauve, en luftig konfekt der blev solgt som delikatesse og halsmiddel. Roden var dog besværlig at arbejde med, og i slutningen af 1800-tallet erstattede producenterne den med gelatine. Dermed var den moderne skumfidus født: sukker, glukosesirup, gelatine og luft. Planten er for længst ude af opskriften, men navnet hænger ved.
Hvad består skumslik af i dag?
Moderne skumslik er forbløffende simpelt. En varm sukkermasse piskes sammen med opløst gelatine, til den fanger tusindvis af små luftbobler og vokser til flere gange sit eget volumen. Op mod halvdelen af en skumfidus er ren luft. Derefter formes massen, ofte ved at blive sprøjtet ned i forme af kartoffelstivelse, og pudres med en blanding af flormelis og stivelse, så stykkerne ikke klistrer sammen.
Gelatinen er grunden til, at klassisk skumslik ikke er vegetarisk, og den er samtidig hemmeligheden bag konsistensen. Den holder luftboblerne fanget og giver det karakteristiske langsomme tilbagespring, når du klemmer en skumbanan mellem fingrene. Flere producenter laver i dag også gelatinefri skum på pektin eller stivelse, men teksturen bliver aldrig helt den samme.
De danske skumklassikere
Danmark har taget skummet til sig med en særlig kærlighed til figurer. Hvor amerikanerne holder sig til den hvide cylinder, har danske slikhylder et helt menageri:
- Skumbananer: Den gule konge af dansk skumslik. Banan i form, banan i smag, og fast inventar i bland-selv-sortimentet i årtier
- Skumfisk: Bløde fisk, ofte i pastelfarver, med mild frugtsmag. Findes i utallige varianter fra flere producenter
- Skummelloner: Melonformede skumstykker med en sødme, der ligger et sted mellem honningmelon og ren sukker
- Toms Guf: Det lyserøde skum i pose fra Toms, tæt beslægtet med det guf, der lander på softicen
- Chamallows: Haribos bud på den klassiske marshmallow, både i original form og som snoede varianter
Guf: skummets danske fætter
Ingen tekst om skumslik uden et sidespring til guffen. Det lyserøde skum på en softice med guf og krymmel er i familie med skumfidusen, men piskes blødere og sødes kraftigere. Guf er også navnet på det skum, der gemmer sig inde i en flødebolle, selvom flødebolleskum traditionelt piskes på æggehvide i stedet for gelatine. Samme luftige idé, tre forskellige udgaver: slikpose, isbod og chokoladeovertræk.
Skumfidusen over bålet
Den ristede skumfidus er en amerikansk opfindelse, der har fundet et solidt dansk hjem omkring bålpladsen. Opskriften er enkel: skumfidus på pind, tålmodighed og en glødende bålkant. Varmen karamelliserer overfladen, mens det indre smelter til flydende sukkerskum. I USA bygges der videre med kiks og chokolade til en s'more, en tradition der kan spores tilbage til en spejderhåndbog fra 1927.
Herhjemme er den ristede skumfidus rykket ind ved siden af snobrødet som fast del af lejrture og haveblus. Teknikken deler befolkningen i to skoler: dem der rister tålmodigt gyldent hele vejen rundt, og dem der stikker skumfidusen direkte i flammerne, puster ilden ud og spiser den forkullede version med stolthed.
Hvorfor smager skum af barndom?
Skumslik er sjældent nogens erklærede livret, og alligevel forsvinder skumbananerne først fra slikposen. Forklaringen ligger formentlig i teksturen. Skum kræver ingenting af dig: ingen syrechok, ingen salmiak, ingen sej modstand. Det er slikkets bløde landing, og for de fleste danskere var en skumbanan eller en skumfisk blandt de allerførste stykker slik overhovedet. Den slags sætter sig.
Udforsk hele skum-kategorien i slikleksikonet, eller læs om fredagsslikkets historie, hvor skummet altid har haft en fast plads i posen.